Danmarks eneste oblatbageri er fremstillet i Hornslet
HORNSLET / TERMESTRUP / KØBENHAVN Danmarks eneste oblatbageri står på Diakonissestiftelsen i København. Men det er produceret på Varo Specialmaskiner i Hornslet og opfundet på Elektropak consult ApS
Ophavsmanden er Per Buch Nielsen, der har firmaet Elektropak consult Aps i Termestrup.
Her fremstiller han elektriske vaffelovne og det er også her det første halvautomatiske oblatbageri i Danmark blev fremstillet. Det var i 1986, og aftageren var Diakonissestiftelsen i København.
Adskillige oblater senere, omkring 40-50 mio., var oblatbageriet efterhånden blevet slidt ned, og Per Buch Nielsen blev sidste forår kontaktet af Diakonissestiftelsen m.h.p. at fremstille et nyt. Han valgte at alliere sig med Varo i Hornslet, som han i forvejen havde et tæt samarbejde med. Han mente at hans eget lille firma ikke ville kunne opfylde de moderne krav til nutidens produktionsmaskiner efter at der er kommet en del nye direktiver om sikkerhed, støj etc., fortæller han.
Moderniseret design
Per Buch Nielsen og Morten Engstrøm, konstruktør på Varo, udviklede i fællesskab et moderniseret og effektiviseret design byggende på de gamle principper. Starten gik i maj og oblatbageriet blev produceret i løbet af sommeren. Undervejs blev der lavet en del prøver. Per Buch Nielsen anslår, at han på Varo bagte af ca. 50 kilo mel.-Der var oblater over næsten hele værkstedet, smiler han.
I september var testningen tilendebragt, og det færdige oblatbageri kunne fragtes til København. Efter installation og de nødvendige bagetests skulle det nu kunne bage ca. 4000 oblater i timen.
Desværre gik det ikke helt som planlagt – der skulle en del flere justeringer, tests og panderynken til, inden man blev klar over hvorfor oblaterne ikke blev flotte som tidligere. Det skyldtes simpelthen, at årets melhøst var af en anden kvalitet end vanligt. Per Buch Nielsen har tidligere været ude for at melets kvalitet og egenskaber kan svinge. –Det var bare uheldigt, at det faldt sammen med at den nye maskine blev tilsluttet, konstatere han.
Men nu går det godt. Oblatbageriet køre på fuld kraft, og Diakonissestiftelsen kan fortsat forsyne den danske folkekirke og danske kirkesamfund over hele verden med oblater.
Det eneste i Europa
Per Buch Nielsen kan i øvrigt fortælle, at oblatbageriet er det eneste af sin slags i hele Europa. Om det også er på Verdens-plan tør han ikke sige. Han ved at der findes et par automater i Tyskland, der bager oblater. Det er tykke oblater på 4 cm i diameter og uden prægning. Per Buch Nielsen’s oblatbageri bager tynde oblater på 3 cm i diameter, og endda med en fornem prægning i form af et krucifiks.
